Jeg elsker kombinationen af varme æbler, kanel og ristede
mandler… uhm, den går rent ind hos mig denne skønne efterårs kage – og det
gjorde den også hos de store børn.
Jeg lavede den i søndags, efter at vi havde gået en
længere tur på Skamlingsbanken. Vi var blevet blæst godt igennem, og det havde
været en forrygende efterårstur. Så det var intet mindre end forrygende, at
komme ind i varmen og få varm æblekage, og varm chokolade…
Opskriften er såre enkel:
100 g. hvedemel
100 g. havregryn
100 g. smør
75 g. sukker
Kanel
Hakkede mandler
Ca. 3-4 store æbler
Bland hvedemel, havregryn, smør og sukker i en skål, og
smuldr det så det minder om reven ost. Skær æblerne i tynde både (behold
endelig skrællen på). Tærteformen smørres med smør, hvorefter du fylder
tærtefadet op med æbler, gerne med top i midten. Hæld smuldredejen ud på æblerne, så de bliver
dækket. Drys med kanel og hakkede mandler henover.
Bages i en forvarmet ovn på 180 grader i ca. 15-20 min.
Mandlerne må godt tage farve, men ikke for meget, så smager de brændte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar