Denne suppe fik vi i aftes, da mine svigerforældre var
her. Den var et kæmpe hit for de voksne… Filippa er ikke en ”suppe-spiser,” men
vi andre nyder en god hjemmelavet suppe efter en råkold november dag.
Det mest fantastiske ved denne suppe er, at du jo
egentlig bare kan bruge de grøntsager og krydderier du lige har hjemme, eller
vælge dem ud du bedst kan lide, og så sammensætte suppen som du selv vil.
Kartoflerne gør den cremet, så det synes jeg er en god grund substans.
Jeg synes personligt at selleri er noget nær verdens
værste grøntsag. Men når den kommer i en suppe som her, så giver den lige
præcis suppen den karakter som jeg så godt kan lide. Suppen får det bedste frem
i grøntsagen, og så får jeg samtidig alle de fantastiske vitaminer den indeholder.
Selleri er super sundt. Den er især rig på K-vitamin, B6 og C-vitamin. Så det
er en god sag at få på middagsbordet.
10 kartofler
¼ knoldselleri
3 store gulerødder
1 hokaido græskar
2 porrer
5 hele hvidløg rives
1 stump revet ingefær
Spidskommen efter smag
1-2 spsk. salt
¼ l. mælk
Kartofler, gulerødder, og knoldselleri skrælles og skæres
i små tern. Græskarret skylles grundigt, udhules og skæres i små tern. Behold
endelig skrællen på. Hæld det hele i en stor gryde og dæk det med vand. Det
skal koge i godt 20 min. Efter ca. 15 min. kogning, tilsætter du porrer skåret
i små tern, revet ingefær, hvidløg og krydderier. Lad den koge godt 5 min mere.
Mærk efter med en gaffel om grøntsagerne er møre nok til at blive blendet. Er
de det, så tag stavblenderen frem, sluk for komfuret og blend hele balladen.
Når det er blevet helt fint (der vil altid være klumper imellem, det kan sies
væk hvis man ikke bryder sig om det), tilsætter du mælken og rører forsigtigt
rundt.
Servér med en klat creme fraiche/græsk yoghurt på toppen
og et godt brød eller fuldkornspasta til.
TIP! Bliver der noget tilovers, så find de
mindre bøtter frem og frys suppen ned i mindre portioner. På den måde har du
altid en nem og sund frokost/madpakke til jobbet. J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar