Her er en opskrift som kan give både os og børnene lidt
mere grønt med i madpakken, og til aftensmad. Jeg har lavet en kæmpe portion,
så der både var til to x aftensmad, + en pose til fryseren. Det gør det
betydeligt nemmere lige at kunne hive en frikadelle op, og smide i madpakken,
end at skulle lave små portioner flere gange. Selvom projektet godt kan virke
en anelse tidskrævende, så er det jo ikke noget vi gør hver uge, men en gang
imellem, når vi er løbet tør. Det tager et
par timer at lave, men de timer er virkelig godt givet ud, fordi du både får
nem aftensmad, som du lige kan hive op af fryseren på travle dage, og der er
til en lille guffe-frikadelle til madpakken dagen efter.
Jeg har piftet den almindelige frikadelle fars lidt op,
ved at putte flere forskellige grøntsager i farsen, og forskellige krydderier.
Jeg synes godt at en almindelig frikadelle fars kan blive lidt for smagsløs,
men det er trods alt det børnene elsker allermest. Af grøntsager jeg brugte
bare dem jeg havde, og som var ved at blive lidt slatne i det. Så der er frit
valg på grøntsags hylden, alt efter hvad du og din familie kan lide, og som I
lige har ved hånden. Du kan også sagtens skrue ned for/eller tage hvidløg og
ingefær helt væk, hvis det bliver lige vildt nok.
Jeg har også valgt at komme havregryn i farsen i stedet
for mel. Det er naturligvis op til dig, hvad du er mest til, men for at vi kan
få lidt flere fibre og fuldkorn ind i vores børn og os selv, så vælger jeg at
erstatte det usunde hvedemel med havregryn.
Dette er som sagt en kæmpe portion. Halvér den endelig,
hvis det er for meget på én gang. Du kan sagtens lave mindre portioner ud af
det.
1 kg. Hakket oksefars
1 kg. Hakket svinefars
4 æg
4 dl. Mælk
150-200 g. havregryn (mærk efter så farsen ikke bliver
for tør)
2 revet hvidløgsfed
1 cm. revet ingefær
Lidt oregano efter smag
3 store revet gulerødder
1/4 revet knoldselleri
½ revet blomkål
2 hakkede porrer eller 1 hakket løg
4 tsk. Salt
Smid det hele i røremaskinen og sæt den i gang, eller i
en meget stor skål – og så skal der bruges muller. Farsen skal røres meget
lind/blød. Den må endelig ikke blive for tør, så prøv dig frem med havregrynene
og tag lidt af gangen. Havregryn suger mere væske end mel gør, derfor skal der
knap så meget i. Er den blevet lige tør nok, så tilføjer du bare lidt ekstra
mælk, det sker der ikke noget ved.
Lad det hvile i ½ time, og steg dem gyldne på en pande
med rapsolie.
TIP! Du kan lave frikadellerne i forskellige
størrelser, så nogle bliver helt små (formes med en teske) til spyd, lav nogle
i mellem størrelse til madpakker, og nogle store (spiseske) til aftensmaden.
Læg dem i forskellige poser, og sæt labels på. Så er det nemt at kende forskel
på dem, når du skal finde dem i fryseren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar