Pebernødder er så absolut et must i vores hjem her i
december, og det tror jeg det er i de fleste hjem med børn. Dejen er så enkel
at lave, at det vil være synd og skam at gå ud og købe dem - for de er SÅ meget
bedre hjemmelavet.
Dejen lagt, og når Filippa kommer hjem fra skole – så
skal der bages pebernødder. Det er én af de ting vi gør flere gange i løbet af
november og december, og det er bare så hyggeligt. Det er én af disse øjeblikke jeg værdsætter utrolig højt.
Duften af de skønne jule krydderier, er bare helt
fantastisk, og det er netop pga. krydderierne at jeg har valgt at kalde dem for
”luksus pebernødder.” De smager bare super godt, og til dato er der endnu ikke
nogen der har kunnet overgå smagen.
Jeg tror at hver familie har sin egen tradition omkring
pebernødderne, med hvad der skal i osv. Denne opskrift stammer ikke fra min
familie, men det er én jeg fik engang for mange år siden, da jeg var pædagog i
en børnehave. En dreng havde taget en posefuld pebernødder med i børnehaven,
for at dele ud til kammeraterne på stuen. De voksne fik også en smagsprøve, og
jeg var helt solgt da jeg smagte dem. Det var lige sådan en pebernød skulle
smage. Jeg blev nysgerrig på ingredienserne, og spurgte forsigtigt moderen
senere på dagen, om jeg måtte få opskriften. Det viste sig at hemmeligheden ved den skønne smag
der mødte mig, lå i krydderierne. Der var både sirup, kardemomme, og kanel i.
De dufter uovertruffen og smager fantastisk til en god kop te.
Opskrift:
175 g. stuetempereret smør
125 g. sukker
1 spsk. Lys sirup
1 tsk. Kardemomme
1 tsk. Kanel
1 æg
225-250 g. hvedemel
1 tsk. Natron
Smid det hele i en stor skål, og ælt det godt sammen med
hænderne. Tilføj lidt ekstra mel, hvis den er for klistret, men endelig ikke
for meget, så bliver den tør og er ikke til at arbejde med. Læg dejen et køligt
sted i ½ times tid, inden du begynder at trille med den. Nu gælder det om at få
børnene i sving. De elsker det, og skidt med at de ikke bliver helt runde. Det
vigtigste er at børnene har haft det super hyggeligt og sjovt.
Bages på 150 grader i ca. 7 min (alt efter størrelse og
ovn) Hold godt øje med dem.
Som I kan se, kan der komme mange kreative figurer ud af
dejen – for hvorfor skal pebernødder altid være runde?
TIP! Hvis du ønsker dejen mere grov, kan du med
fordel skifte 75 g. hvedemel ud med 75 g. groft speltmel, eller grahamsmel. Det
bliver de bestemt ikke ringere af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar