torsdag den 11. december 2014

Brændte mandler


På ethvert gadehjørne, på turen gennem Nyhavn, og overalt på gågaderne rundt omkring står de hele december – dem der laver brændte mandler. De sukkerfyldte mandler får mundvandet til at løbe, og man bliver nærmest draget derhen på magisk vis. Duften fylder luften, og det leder én i julestemning. De smager så englene synger, og når jeg først er begyndt, så kan jeg næsten ikke stoppe igen.
Men heldigvis behøver man ikke give i dyre domme for dem, du kan sagtens lave dem selv (og så smager de altså også bedre synes jeg)
125 g. mandler
125 g. sukker
½ dl. Vand
Ingredienserne røres sammen på en pande ved svag varme, til sukkeret er smeltet. Koges op, røres rundt til vandet er fordampet og det danner en karamelmasse. Det karamelliserer, og kan komme til at se helt stiv og klumpet ud, men bare bliv ved med at røre, for det smelter igen. Når det er smeltet, så hælder du dem ud på et bagpapir, og skiller dem forsigtigt ad med paletkniven. Brug endelig ikke fingrene til det, det er brændende varmt. Lad dem køle helt af, inden du serverer dem.
TIP! Hvis dit barn er vild med mandler, så pak et par stykker ned i madkassen, som en lille hyggesnack.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar