fredag den 12. december 2014

Konfekt med børnene


Noget af det der er rigtig hyggeligt i juletiden, er når vi alle sammen sætter os om bordet i køkkenet, og går i gang med at lave julekonfekt. Det er noget alle kan være med til, og vi får altid en masse sjov og spas ud af det. Der er mange måder at lave konfekt på. Nogle vil gerne have det perfekt, og detaljeret – dér er vi ikke. Her er det helt på børnenes præmisser, og alle har frie hænder til at få kreativitet og fantasi til at spille sammen.


Og det kommer der så afgjort nogle sjove ting ud af. Søde små snemænd på spyd fx


Her i weekenden er det oplagt at få taget hul på godteposen. Nu skal der købes marcipan, nougat, chokolade, nødder, tørrede frugter osv. og så skal der dyppes og kreeres i massevis.


Du kan nemt farve din marcipan, som her, hvor jeg har brugt lidt frugtfarve til at ælte ind i marcipanen. Hvis det bliver for klistret, så tilsæt lidt flormelis. Det fungerer som mel for marcipanen, og gør den smidig igen. Find nogle chokolade forme, modeller voks forme (skal vaskes grundigt inden brug) og lad børnene putte marcipan, nougat og andre lækre sager ned i formen. Det bliver der mange sjove figurer ud af. Find også nogle kugler eller andet drys, som de kan pynte konfekten med.

Jeg håber I får en fantastisk weekend og jeg glæder mig til at høre om jeres traditioner omkring konfekt. Hvordan vil I gerne have det?

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar