Jeg fandt et par slatne æbler i frugtskålen, og tænkte at
de måtte da kunne bruges i en bolledej. De blev faktisk ret gode – æblesmagen
er ikke så fremtræden som jeg troede den ville være, men æblerne gør dejen
lækker og fugtig. Den er super god som en eftermiddagsbolle, når børnene kommer
træt hjem fra skole/institution. Den giver god energi, og spiser man den lun,
smager den rigtig godt med iskoldt smør på, eller lidt ost og syltetøj - eller bare som den er med en banan til.
I opskriften har jeg puttet 160 g. hvid hvede i. Det lyder
måske som en underlig mængde, men det var simpelthen den slat jeg havde tilbage
i skabet. Ind imellem skal resterne bruges – og det blev de i denne opskrift.
Så gå på opdagelse i dit køkkenskab, og find rester af melposer frem, så kan du
også få brugt dem. Bare husk at den samlede mængde mel skal være ca. 650 g. Prøv
dig frem.
Til 16 boller
2 dl. Koldt vand
15 g. gær
2½ dl. Æblejuice
150 g. græsk yoghurt
2 spsk. Rapsolie
1-1½ tsk. Salt
2 revede æbler med skræl
160 g. hvid hvedemel
200 g. grahamsmel
300 g. hvedemel
Opløs gæren i vandet, og kom alle de våde ingredienser i,
inkl. de revede æbler. Tilsæt til sidst de forskellige meltyper, og gik den gas
i røremaskinen, eller med mullerne. Den skal æltes i 10 min. og derefter hæve i
4 timer. (Den kan godt nøjes med 2 timer, hvis din tid er knap, men den har bedst af
at stå længere tid.)
Rul dejen ud til en pølse, og del dejen i 16 stykker.
Tril hvert stykke til en bolle, og læg den på en bageplade med bagepapir, hvor
den skal efterhæve i knap ½ time. Pensl dem med æg, og klip et kryds på midten
af bollen med en saks.
Bagetid:
14 min. 225 grader
Tip! Æbler har altid gået super godt sammen med
kanel. Og er du kanel-fan, eller ønsker du blot lidt krydderi i dine
æbleboller, ja, så kan du sagtens komme en tsk. kanel i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar