Disse flutes passer perfekt til en grillaften på
terrassen. Vi fik dem til grillet dyrekød, og jeg det smagte så eminent godt,
at det tåler op til flere gentagelser. Brødene blev lavet på Bornholm, da vi
var på besøg hos mine forældre her i sommer. Én af fætrene var med til at lave
flutesne, og da han er helt pjattet med oregano, skulle det selvfølgelig med i
dejen. Det giver lige en ekstra pil op, at de er krydrede. Det behøver
naturligvis ikke være oregano, du kan vælge lige det krydderi du vil, og det du
har ved hånden.
Derudover er de helt perfekte til madpakken. Skær dem
over, put lidt hjemmerørt tunsalat i, supplér med lidt gnavegrønt, og madpakken
er klaret.
Opskrift:
200 g. grov durum mel
350 g. fin durum mel
20 g. gær
4 dl. vand
2 spsk. Rapsolie
2 tsk. Salt
2½ spsk. Oregano
2 spsk. Sirup
Opløs gæren i vandet og tilsæt olie, salt, sirup og
oregano. Vej melet af, og tilføj det til sidst. Ælt dejen i 10-12 min. på
røremaskine, og lad den hvile i 2 timer på køkkenbordet, med et viskestykke
over. Hvis dejen har svært ved at samle sig, så tilsæt 100 g. havregryn. Det
hjælper på det.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og form 12 flutes.
Læg dem på en bageplade med bagepapir på, og lad dem efterhæve i en god ½ time.
Drys dem med lidt durum mel, inden du sætter dem i ovnen.
Bages i 12-15 min. på 225 grader
TIP! Tag endelig børnene med i køkkenet – de
kan sagtens være en del af det, og bliver super stolte, hvis de får noget med i
madpakken, som de selv har været med til at lave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar