Jeps, du læste rigtigt. Jeg har lavet varme hveder med
fuldkorn i, for at smide lidt god samvittighed ind i hvederne…
Nej, pjat. Jeg er faktisk rigtig glad for fuldkorn, og
tanken om, at det gør noget rigtig godt for min krop, kan jeg rigtig godt lide.
Så derfor forsøger jeg mig frem, med at putte fuldkorn i, de steder jeg kan. Denne
opskrift får nok ikke de sunde logoer hægtende på, da der er masser af smør i,
men det er også helt okay. De smager fantastisk, og det ”hvide hvede” giver
fuldkorn, samtidig med at det både ligner og smager fuldstændig, som de hveder
vi kender. Det er jo ikke dårligt.
Opskriften er såre enkel, og du kan stadig nå at lave dem
til i aften. Opskriften er inspireret af Annemette Voss, som også har lavet en
rigtig god video til hvordan man gør. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan
man linker til andre blogs og hjemmesider, men skriv hendes navn og hveder på
google, så finder du frem til hende. Hvis nogen af jer sidder og tænker: ”ej,
det er da vildt nemt at linke” så vil jeg mægtig gerne høre fra jer
12-16
boller
25 g. gær
2 dl. Mælk
2 æg
150 g. hvid hvede
350 g. hvedemel
100 g. smør
1 tsk. Salt
1 tsk. Kardemomme
1 æg til pensling
Lun mælken til den er fingervarm (hellere for kold end
for varm, da varmen dræber gærcellerne). Opløs gæren heri, og tilføj de våde
ingredienser. Skær smørret i små tern, inden det kommes i. Bland de tørre ting sammen
i en anden skål, og tilføj dem til sidst. Ælt dejen i røremaskinen, i 5-7 min.
og lad den derefter hvile i 1 time.
Del dejen i 12 -16 stykker, alt efter hvor store/små du
ønsker hvederne. Sæt dem på en plade med bagepapir, og sæt dem gerne tæt, ca.
med en fingers bredde imellem. De skal ikke røre hinanden, da de hæver
yderligere i ovnen. Pensl dem med æg.
Efterhæve i ca. ½ time
Bages på 200 grader i ca. 15 min.
Duften der breder sig i køkkenet, er fuldstændig
fantastisk. Jeg er personligt ret vild med kardemomme, og elsker den duft i nyt
hjemmebag – uhm…
Tip!!
De smager skønt, når de lige kommer ud af ovnen, og har kølet lidt af. Put
iskold smør på, og nyd dem til en hjemmelavet juice, eller varm kakao. Du kan
også skære dem over, og riste dem i ovnen på 250 grader, eller på
brødristeren, så de får den sprøde skorpe, som hveder er så kendte for.
Rigtig god bededag!!