mandag den 25. januar 2016

Fantasifulde rugbrødsfigurer


Denne dej er fyldt med lækre, sunde sager og kan bruges til mange forskellige ting. Børnene kan være med til at stikke sjove figurer ud, og det er de fleste børn vilde med. Du kan også lave små rugbrød, lidt alá rugfler, eller bruge dejen til at lave brød/boller med. Find yndlings pålægget frem, og lav de lækreste sandwich til madpakken. Denne opskrift er rigtig god til både store og små. Du kan også vælge at lave nogle helt små figurer, sætte dem på en lille pind (man kan købe små slikkepinde-stænger i fx Panduro), og give den med som en sund snack til mellemmåltidet, evt. sammen med lidt ost og grøntsags stænger.

Jeg har været i køkkenet for at eksperimentere mig frem til en opskrift, som jeg håber vil falde i god jord hos jer, og hos Filippa. Nogle gange er det bare sjovere at spise rugbrød, når det er formet i sjove figurer, eller i hvert fald bare lidt anderledes end den til tider, lidt tørre klemme.

Hvis du er mere til almindeligt rugbrød, så kan du sagtens putte dejen i en almindelig smurt rugbrødsform i stedet for. Du skal dog lige være opmærksom på, at bagetiden vil være noget længere på et helt brød, frem for de små figurer.



Opskrift:

1 hvidtøl

25 g. gær

2 revet gulerødder

12 stenfrie dadler

½ spsk. brun farin

2 tsk. Groft salt

250 g. rugmel

340 g. hvedemel

Kør dadlerne igennem en minihakker/foodprocessor, el. lign. Indtil det bliver en klistret masse. Riv gulerødderne på et rivejern. Opløs gæren i hvidtøllet, og tilføj gulerødder, dadler, brun farin og salt. Tilsæt til sidst melet. Ælt dejen på en røremaskine i 10-15 min. Lad dejen hvile i et par timer.

Rul dejen ud på et meldrysset bord, og find jeres yndlings udstikker frem. Nu skal der leges J

Læg figurerne på en bageplade med bagepapir på, og lad dem efterhæve i ½ time, mens ovnen bliver varm.

Bages i ca. 12 min. på 225 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar