onsdag den 18. marts 2015

Søde, men sunde bær-boller


Jeg synes, at disse boller er lidt af en genistreg. De tilfredsstiller den søde tand, på den sunde måde. Jeg kan blive noget så lækkersulten, om eftermiddagen og om aftenen, så for ikke at falde i slik- og chokolade fælden, så er jeg nød til at have noget andet, som kan dulme sukker-trangen. Det synes jeg faktisk godt disse boller kan. Samtidig har jeg god samvittighed, da bollerne er fyldt med alt det gode fuldkorn, og protein, som vi har så godt af at få. Det er i øvrigt også okay, at putte et stykke mørk (70%) pålægschokolade på bollen, har jeg fået at vide af en diætist. Så det er absolut et ekstra plus. Bollerne er nemme at lave, og børnene kan sagtens være med i hele processen.


25 g. gær

5 dl. lunkent vand

1 dl. skyr

1 tsk. Groft salt

1 æg

2 spsk. Honning

½-1 spsk. Kardemomme

200 g. havregryn

200 g. grahamsmel

350 g. hvedemel

En håndfuld blåbær

Læg blåbærerne til side, de skal først bruges senere. Smuldr gæren i vandet, og tilføj de våde ingredienser, sammen med salt. Bland de tørre ingredienser sammen og hæld i. Ælt dejen rigtig godt – gerne i 10 min. på røremaskine, eller 15 min. i hånden. Når det hele er æltet, skal dejen hvile i 1½-2 timer, inden du former dem til boller. Først nu, skal du bruge blåbærerne. Tag et bær af gangen, og tryk dem forsigtigt ind i bollen. Lad evt. nogle af bollerne være uden bær, så har du to forskellige boller, af samme dej.

Efterhæver i ½ time på bagepladen, pensl dem med æg og bag dem ved 225 grader i ca. 10 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar