Lige nu er vores køkken absolut ikke værd at skrive om. Der
er sprunget et vandrør, og skaderne er større end først anet. Derfor bliver der
ikke kokkereret de store middage for tiden, da der dagligt ligger et fint lille
lag støv over alt!
I dag hjalp Maja (på 15 år) med at lave aftensmad, som bl.a.
bestod af kyllingelår og ris. Hun fik til opgave at lave salaten, og jeg måtte
ikke kigge, da den skulle anrettes. De
små detaljer er hendes styrke. Hun elsker det.
Da jeg endelig fik lov til at kigge, sagde hun at mad skal laves med
kærlighed. Men kan man det? Kan man
putte kærlighed ind i en salat? Jeg må indrømme at jeg følte mig forkælet da
jeg satte tænderne i den. Jeg vidste at hun havde brugt tid på den, og havde
lagt følelser af kærlighed til sin familie i det, da hun anrettede salaten – og
især da hun formede et hjerte af de dybrøde jordbær. Jo, jeg tror på at man
godt kan putte kærlighed i maden, som det ekstra krydderi, det sidste lille
touch, der gør at man som modtager føler sig rigtig forkælet. <3
Salaten består af:
Iceberg salat (skylles og snittes)
Cherry tomater
Friske ærter (bælges)
¼ Honningmelon (fjern kærner og skær frugtkødet i små tern)
Danske jordbær
Mocarella kugler (købes i en pose i supermarkedet)
Salaten kan både bruges til aftensmad, og tages med som en
del af picnickurven til strandturen. De vil smage super godt med ”Kaptajn
Karlsens briller”, ”hestebollerne” eller hvad du har lyst til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar