torsdag den 16. juli 2015

Jordbær brød


Vi har mange jordbær i haven i år. De fleste af dem spiser vi lystigt direkte fra skålen, og nyder de solmodne, lækre bær. Andre er puttet i fryseren, så vi har lidt til vinteren, og andre igen er blevet lavet til lækker jordbærgrød eller smoothies, som vi har spist om eftermiddagen. I morges var jeg igen ude at plukke en stor skål, og besluttede mig for at prøve noget nyt. Jeg har været nysgerrig på, om man mon kunne putte jordbær i en brød-dej, for det kunne være vildt lækkert og friskt, at få med i madpakken, i picnickurven, eller som en lækker morgenmad på terrassen.

 

Resultatet blev rigtig godt, så det er absolut ikke sidste gang jeg laver det. Jeg håber, at I bliver lige så begejstrede for det, som vi.

Opskriften:

25 g. gær

5 dl. Vand

2 spsk. hyldeblomstsirup (se tidligere indlæg), eller alm. sirup/honning.

2 tsk. Salt

4 spsk. skyr

1 æg

15 store jordbær (gem de 5 til sidst)

250 g. rugmel

300 g. hvid hvede

500 g. hvedemel

Skær 10 jordbær i kvarte. Opløs gæren i vandet, og tilsæt alle de våde ingredienser, inkl. salt. Vej de forskellige meltyper af og hæld det i dejen, sammen med jordbærerne. Ælt dejen på røremaskine i 10 min. Imens skærer du de sidste 5 jordbær i kvarte, og tilsætter dem til allersidst, sammen med to skefulde mel. Lad maskinen køre i ½ min. mere, inden du slukker. Så er der stadig nogle hele bær i brødet.

Lad dejen hæve i 2 timer.


Del dejen i to, og form det enten til to brød, eller til ét brød, og resten til boller. Jeg har valgt at putte bollerne i muffins forme. Vær dog opmærksom på at de hæver ekstra i ovnen. Mine blev lidt for store i forhold til det jeg havde planlagt. Så næste gang jeg laver dem, vil jeg lave dem ca. i halv størrelse – dvs. ca. 20 muffins i stedet for 11. Så passer de bedre til en børnemadpakke.  

Lad dem efterhæve i ½ time. Tænd ovnen på 225 grader, og bag dem i ca. 15 min. Afkøles på en bagerist


Brødet smager i øvrigt rigtig skønt med en skefuld jordbær marmelade på… mums…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar